Det er et lokalt vindkraftselskab, der har støbt kuglerne til vindmølleprojektet ved landsbyen Ølstrup. En af de væsentligste opgaver i forbindelse med projektet har været at opkøbe jord og få overbevist ejerne om, at det var hensigtsmæssigt at flytte fra området på grund af støjen fra møllerne. Der er opkøbt 12 ejendomme i processen og i alle tilfælde til en overpris i forhold til vurderingen.
Beboere i en afstand af 4,5 km eller mindre fra møllerne har fået mulighed for at købe anparter i projektet, og her blev der fuldtegnet. 130 mio. kr. er hentet ad denne vej. De resterende værdier ejes typisk af de landmænd, der har lagt jord til, og her er 17 lodsejere, der ejer møller for ikke mindre end 590 mio. kr. Især Ringkøbing Landbobank har været flittig långiver inden for et område, hvor banken i forvejen har stærke kompetencer.
Stor opbakning
Børsen møder vindkraftselskabet formand, Karsten Sandal, ude ved vindmølleparken, hvor en enorm kran er i færd med at rejse endnu en af Vestas-møllerne.
Hvorfor er det lykkedes med projektet?
"Der har været en vedholdende projektgruppe. Kommunen har bakket op, og det er lykkedes, fordi vi har en lokal bank, der har finanserne til at stå bag det og hjælpe det i gang," siger han. Selv om den lokale jobskabelse i forbindelse med vindmølleprojektet har været central, så har de interne regler i vindkraftselskabet betydet, at flere leverandører skulle spørges for at opnå en konkurrencedygtig pris. "Møllerne skulle købes ud fra den bedste business case, vi kunne få. Derfor var både Siemens og Vestas i spil. Vi fik den bedste pris og den bedste serviceaftale med Vestas og de var mere fleksible. Siemens kunne ikke levere til sidst, men det fortalte vi ikke Vestas," siger Karsten Sandal.
Han understeger, at ingen virksomhed har fået ordrer, alene med den begrundelse, at de er lokale. For at projekter med store vindmølleparker på land skal lykkes, er det vigtigt at opnå en enighed blandt en masse forskellige interessenter. Der er meget, der kan gå galt undervejs, forklarer Sandal. Den politiske vilje skal være til stede fra start til slut. Jordejerne skal have tilbud, der er så attraktive, at de ønsker at sælge. Alle skal være med, da jordhandlerne udelukkende beror på aftaler.
Høj pris ved jordkøb
Jordejerne har typisk fået en pris, der svarer til 1,5 gange en valuarvurdering af ejendommen, så det har været svært at sige nej. Ekspropriation har ikke været inde i billedet. Ældre møller skulle nedrives og ejerne skulle have en pris, så også de var tilfredse. I alle led har der været en risiko for, at enderne ikke nåede sammen.
"Jeg er da glad for, at det lykkedes," siger Karsten Sandal. Han vurderer, at der er en håndfuld utilfredse borgere i området, der føler sig generet af støj og udsynsgener, men generelt er der tilfredshed med projektet, vurderer han. Penge er alfa og omega i forhold til den lokale opbakning, og der er bl.a. tinglyst en forpligtelse til betaling af 220.000 kr. til to nærliggende sogne. Der er ikke tale om engangsbetaling, men en årlig tilbagevendende betaling i hele mølleparkens levetid. Pengene går bl.a. til udviklingsprojekter i de små kirkesogne.
Entreprenørfirmaet Hansen & Larsen har base i Ringkøbing Kommune og har fået opgaven med at støbe fundamenter på det store projekt i Ølstrup. Denne type af opgaver er en del af Hansen & Larsens spidskompetencer og firmaet har støbt fundamenter mange andre steder i Danmark.
"Vi har fået opgaven i konkurrence med andre og ikke kun i kraft af, at vi er lokale. Vi har ikke ret langt til projektet, og det giver os en fordel i forhold til transport," siger medejer Brian Meldgaard fra entreprenørfirmaet.
Indlæget skrevet af pera@borsen.dk 27. nov. 2013
FAKTA Danmarks største møllepark på land
Vindmøllerne opstilles ved Ringkøbing mellem No og Ølstrup.
22 Vestas-vindmøller af typen V112 – 3,3 MW leveres fra fabrikker i Ringkøbing-Skjern Kommune.
Mølleparken kan producere strøm nok til 57.000 husstande. Målt på produktionskapacitet er den Danmarks største.
Totalhøjden på vindmøllerne er ca. 150 meter.
Investeringen og den 20-årige serviceaftale løber op i omkring 750 mio. kr.
Vindmøllerne er ejet af 22 lokale investorer og lodsejere.
20 pct. af det samlede projekt, svarende til 4,4 møller, er solgt til naboer og lokale i form af 44.000 anparter.
Der er opkøbt 12 ejendomme for at muliggøre projektet.