Målet for Ringkøbing Skjern kommune er 100% selforsyning med vedvarende energi. Et innovationscenter viser vejen inden for biogas. Ringkøbing-Skjern Forsyning er sammen med en erhvervsdrivende fond i gang med at opføre innovationshuset Innovest, der skal støtte iværksættere og skabe innovative grønne miljøer.
Centret kommer til at ligge i Danmarks største kommune, Ringkøbing-Skjern, der rummer masser af skøn natur omkring Ringkøbing Fjord, Holmsland Klit og Skjern Enge. Her er også masser af frisk vind fra Vesterhavet og netop i denne kommune har Vestas sit udspring. Virksomheden er den største private virksomhed i kommunen med 2.300 ansatte.
Kommunen har masser af vindenergiproduktion og har stort biogaspotentiale. På den baggrund har man sat sig en ambitiøs målsætning om at blive selvforsynende med VE allerede i 2020. Lige nu ligger selvforsyningen på 37,5 procent.
Bygger lavenergihus
Innovest etableres af RFI-Fonden, Ringkøbing-Skjern Forsyning og Erhvervscentret. Det har fokus på erhvervsudvikling og grøn vækst og med det store VE-potentiale i kommunen bliver huset naturligt inddraget i arbejdet hen mod 100 procent selvforsyning. Ringkøbing-Skjern Forsyning har store forventninger til huset, der bygges som lavenergihus i henhold til de skrappe BR2020-krav:
Som monopolvirksomhed inden for bla. vand og spildevand ønsker vi at stille viden og data til rådighed for alle. Vi har nogle kompetencer, som vi mener andre kan bruge og ved at dele viden og erfaringer med brugere i innovationshuset har vi samtidig en forventning om, at vi selv lærer noget, siger direktør Finn Jessen fra Ringkøbing-Skjern Forsyning.
lnnovationshuset udgør den fysiske ramme for vidensdeling, erfaringsudveksling og sparring mellem forsyningsselskab, Ringkøbing Fjord Erhvervscenter, uddannelsesinstitutioner, lokale virksomheder og grønne iværksættere. Smukt beliggende i Skjern Enge tæt opad erhvervspark og ungdomsuddannelser.
Infrastruktur til biogas
Forsyningsselskabet satser stort på et biogasprojekt på basis af den decentrale Ringkøbing-Skjern model, hvor man fra 2014 ifølge planerne vil bygge flere anlæg hos større landmænd rundt om i kommunen.
Gassen skal via rørforbindelser sendes hen til aftagerne, der kan omdanne den til el og varme. Finn Jessen håber, at Innovest bI.a. kan blive et mødested for interesserede inden for biogas. Biogasprojektet er støttet både af forskningsprogrammet EUDP, grønne vækstfondsmidler og EU.
Biogassen er beregnet til at stå for 15-20 procent af energiforsyningen i 2020 og derfor et vigtigt led i kommunens energi2020-plan, siger Finn Jessen.
Ringkøbiog-Skjern Erhvervscenter udgør det tredje ben i Innovest. Forventningen er, at erhvervscentrets 220 medlemmer vil bruge innovations centret som mødested og via deres brug af centret bidrage til at skabe innovative miljøer.
Iværksættere kan leje sig ind i centret og bruge Innovest som rugekasse, hvorfra de kan vokse sig større og sparre med andre. Vi tilbyder naturligvis råd og vejledning til alle virksomheder i huset. Mit håb er, at huset bliver en dynamo for hele kommunens udvikling og understøtter innovations- og udviklingsprocesserne, siger Kenneth Mikkelsen, der er erhvervsdirektør i Ringkøbing-Skjern Erhvervscenter.