Vindmøller på land møder modvind i befolkningen mange steder, og det skaber også blæst i den kommunale valgkamp i Ringkøbing-Skjern.
Venstre i Ringkøbing-Skjern har en plan for flere nye møller, men færre i alt. SF vil have et stop for nye møller på land.
Af
Balladen om vindmøller skaber paradokser i den kommunale valgkamp. I Ringkøbing-Skjern siger SF stop for vindmøller, mens partiet Venstre vil have flere.
På landsplan går SF ind for flere vindmøller, mens Venstre er mere kritiske. Men i Ringkøbing Skjern Kommune er situationen altså lige omvendt.
Her har SF foreslået et midlertidigt stop for flere møller på land, men Venstre, som har absolut flertal i byrådet, sagde nej. Så nu er et stop for vindmøller en del af SF-kandidaten Peder Sørensens valgkamp.
Lokale hensyn vejer tungest
- Vi er ikke styret fra centralt hold, men tager stilling ud fra de lokale forhold. Og i Ringkøbing-Skjern Kommune støtter vi de borgere, som kæmper mod de store vindmøller, siger SF-kandidaten.
I Folketinget er Peder Sørensens partifælle Steen Gade formand for Klima- og Energiudvalget. Han går varmt ind for vindkraft og kan godt se paradokset i Ringkøbing-Skjern:
- Ja det kan du godt kalde det, men jeg går ud fra, at der er specielle lokale forhold. Man synes nok, at der er rigeligt med vindmøller i kommunen. Og man er kritiske overfor de folk, som rejser vindmøllerne. Det har jeg forståelse for, men på landsplan kæmper jeg for, at vi får rejst de nye møller, og at Danmarks forsyning med vindkraft bliver maksimal, siger Steen Gade.
Venstre: Vi har plads til møller
Hos Venstre i Ringkøbing-Skjern siger teknik- og miljøudvalgsformand Ole Kamp, at man følger en temaplan for vindmølleudbygningen, der vil sikre færre, men større møller i kommunen.
- I en kommune, hvor så mange arbejder for enten Vestas eller Siemens, der vil vi godt være møllerne bekendt. Det er ikke ensbetydende med, at de skal stå alle steder, men vi har plads til vindmøller, siger Ole Kamp.