Dette website opdateres ikke, idet helt ny website er under opbygning
This website is under new construction and will not be updated
Samarbejdspartnere
Ringkøbing-Skjern Kommune deltager i det treårige tværnationale projekt COBEN (Delivering Community Benefits of Civic Energy), som består af projektaktiviteter i seks lande ved Nordsøen. I Ringkøbing-Skjern Kommune har COBEN fokus på samarbejde med borgere i kommunen vedrørende vedvarende energi, energirenovering og grøn transport. COBEN-aktiviteterne i Ringkøbing-Skjern finansieres af den Europæiske Regionale Udviklingsfond via Interreg Nordsøprogrammet samt af kommunens vækstpulje til energiområdet. Som en del af COBEN, har Ringkøbing-Skjern Kommune igangsat projekt LandsbyEnergi sammen med de øvrige samarbejdspartnere nævnt herunder. Projekt LandsbyEnergi er en vigtig del af Energi2020, der skal gøre hele kommunen selvforsynende med vedvarende energi i 2020.
Landdistrikternes Fællesråd
Landdistrikternes Fællesråd er en partipolitisk neutral interesseorganisation (NGO). Vi arbejder med landdistriktsudvikling på to niveauer – det overordnede politiske for at sikre bedre rammevilkår – og de mere borgernære rettede tiltag, der skal motivere de enkelte lokalsamfund til selv at skabe udvikling.
Vi kommunikerer direkte med folketingsmedlemmer, ministre og embedsmænd i ministerierne, kommuner og regioner. Vi rejser debatter samt arrangerer høringer, konferencer og lignende og sætter dagsorden i medierne på landdistriktsområdet.
Landdistrikternes Fællesråd arbejder for en positiv udvikling i landdistrikterne. Dette med fokus på at forbedre de basale rammevilkår indenfor:
Fysisk bosætning: Sikre finansiering til boliger, så bosætning ikke hæmmes. Sikre bedre økonomi til landkommuner, så service tilbud kan opretholdes og bosætning forsat er attraktiv.
Erhverv og beskæftigelse: Sikre finansiering til investering og udvidelse af erhvervsejendom. Lempelse af Planlov i landzone og kystnærhedszone, så erhverv i udvalgte tilfælde kan udvikles og sikre vækst.
Uddannelse: Skabe tilbud om grundskoler og ungdomsuddannelser. Decentral placering af videregående- og universitetsuddannelser for at sikre sammenhæng til erhvervsliv og bosætningen til hele landet.
Infrastruktur: Hurtig og stabil bredbåd og mobilbredbånd for at fremme bosætning og erhverv. Udvikling af danske havne. Nedsættelse af færgepriser.
Sundhed og tryghed: Sikring af læger til alle landets sygehuse og praktiserende læger til alle egne. Sikre apoteker i nærområder. Lige sundhedstilbud til alle.
Læs mere om Landdistrikternes Fællesråd på www.landdistrikterne.dk
Energitjenesten
EnergiTjenesten Midtjylland er en non-profit organisation, som ønsker at bidrage til omstilling til et samfund baseret på 100 % vedvarende energi gennem rådgivning og information om energibesparelser og vedvarende energikilder. Vores kernydelse har siden etableringen i 2005 været borgerrettede aktiviteter og uvildig dialogbaseret rådgivning til private boligejer og lejere samt til virksomheder og offentlige institutioner. I forbindelse med rådgivning til private boligejere har vi meget gode erfaringer med udnyttelse af eksisterende fællesskaber eller etablering af nye uformelle fællesskaber og derved opnå lokal forankring og en højere gennemførelse af de anbefalede energirenoveringer. Dette udnyttes i en række projekter, bl.a. ”Adslev som fossilfri landsby” i samarbejde med Skanderborg Kommune og i partnerskabs-projektet under Energistyrelsen ”Energieffektivisering gennem frivillige ambassadører” i Favrskov Kommune, samt ved For-enden-af-vejen arrangementer i samarbejde med grundejer- og beboerforeninger og kommuner.
I samarbejde med kommuner, foreninger, forsyningsselskaber, uddannelsesinstitutioner, håndværkere, lokale virksomheder, pengeinstitutter og ejendomsmæglere mv. har vi arrangeret et væld af borgermøder, oliefyrsmøder, fyraftensmøder, Åbent Hus-arrangementer, minimesser og særlige temamøder (langt over 100 alene indenfor de sidste 3 år) og har således god erfaring med, hvad der virker.
Vores team består af formidlingsmæssigt og energifagligt højt kvalificerede medarbejdere, som bl.a. har forestået uddannelsen af BedreBolig-rådgivere og energikonsulenter (EMO I og EMO II) i samarbejde med Energistyrelsen. Derudover afholder vi en række kurser (BR15, BE15, lavenergibyggeri, energirenovering) i samarbejde med Molio Byggecentrum og TL, dels rettet mod ingeniører, bygningskonstruktører, byggeteknikere o.l., dels rettet mod el- og VVS-installatører, byggefirmaer og håndværkere. EnergiTjenesten Midtjylland har i dag 6 ansatte. EnergiTjenesten Midtjylland er en selvstændig organisation, men indgår i et tæt samarbejde med de øvrige EnergiTjenester om løsning af store opgaver og landsdækkende projekter. På landsplan har EnergiTjenesten 18 medarbejdere.
Læs mere om EnergiTjenesten her https://www.energitjenesten.dk/midtjylland.html
Scanenergi
Scanenergi rådgiver private borgere, kommuner, forsyningsselskaber og erhvervsvirksomheder om at reducere deres energiomkostninger. Rådgivningen består hovedsageligt af identifikation af energibesparende projekter og hjælp til gennemførelse af disse.
De identificerede projekter kan variere meget i størrelse, men omdrejningspunktet er altid, at vi tilpasser produkter og services efter den enkeltes behov. Vores rådgivning er uvildig, da vi hverken markedsfører eller sælger produkter. Uvildig rådgivning er vores eneste ydelse. Det betyder også, at vi altid identificerer og præsenterer de løsninger, som tjener den aktuelle kunde bedst, uanset hvem kunden måtte være.
Specielt for kommuner har Scanenergi løst mange forskellige opgaver, som for eksempel for Rudersdal kommune der har benyttet Scanenergi som projektleder på flere store renoveringer af skoler, svømme- og idrætshaller. Opgaverne har lydt på beregning af besparelser, projektbeskrivelse, indhentning af tilbud, tilsyn under implementeringen, overdragelsesforretning og verificering af besparelserne.
Scanenergi har adresse i Ikast og betjener med vores mere end 70 medarbejdere kunder i hele landet. Scanenergi har drevet rådgivningsvirksomhed siden 2002 og har i dag en rådgivningsafdeling med 11 rådgivere, der har mellem 3 og 35 års erfaring. Opgaverne spænder fra vejledning og rådgivning af private samt små og mellemstore virksomheder, energimærkning af større bygninger, energisyn af store virksomheder og implementering af energiledelse til gennemførelse af EPC (Energy Performance Contract) projekter i store internationale koncerner.
I Scanenergi hjælper vi virksomheder og kommuner med at overholde lovkravet om energimærkning af bygninger. Vi bruger energimærket som løftestang til at få reduceret energiforbruget og energiomkostningerne i bygningerne, hvor vi, mens vi gennemgår bygningerne, identificerer de områder, hvor der er potentiale for besparelser og kommer med specifikke anbefalinger.
Læs mere om Scanenergi på www.scanenergi.dk

