Pressemeddelelse. 12. december 2013
Hos ESØ lige syd for Tarm gør man klar til det, der bliver verdens største kunstige ko med en mave så stor som vommen på en halv million malkekøer. Det bliver den dog ikke forundt at spise græs og andre frodige afgrøder. Sådanne lækkerbiskner skal nemlig i fremtiden forbeholdes vore firbenede køer. Men halm må den få - alt det, den kan fordøje. For at få de tørre sager til at glide ned, bliver halmen snittet og rørt op i den dejligste gylle, som egnens husdyrbrugere kan levere.
Nok er koen kunstig og består af henimod en snes cylindriske beholdere på den halve højde af Rundetårn, men det, der sker inden i, kan knap skelnes fra det, det foregår i en ægte komave.
Det med at gumle halm sker på en lidt speciel måde med maskiner, der river hele halmballer op på én gang. En anden maskine presser halmen så hårdt, at den så at sige går ud af sit gode skind og ender med at suge vand som en svamp. Den stride halm bliver nem at have med at gøre og let at fordøje.
Til sidst bliver den gode halm og gylle til gas – biogas. På ESØ stopper det dog ikke her. Gassen varmes op til små tusind grader sammen med damp og efter en tur over en katalysator er halmen og gyllen blevet til det, EU kalder anden generations methanol - et fremragende motorbrændstof. Det har mest være brugt i motorsport, men bliver nu gjort tilgængelig for menigmand.
Borgmester Iver Enevoldsen var den første, der fik det at vide og den første til at ønske os lykke til.
Nu skal vi blot have bud ud til de mange husdyrbrugere ved ESØ og omegn, om de vil reservere gylle og halm til gasværket, når det kommer i gang i 2015. Der skal nemlig en hel del til - hele tusind ton om dagen for at ESØ-koen ikke skal komme til at sulte.
Dansk Biomethanol aps, Agro Food Park 13, DK 8200 Aarhus N,Denmark• T: +45 8793 0000 • F: +45 8793 0101